Krydderurt

En krydderurt er en plante, der hel eller kun let findelt tilsættes maden for at fremhæve en smag eller få maden til at smage af noget ekstra. Urterne kan bruges både tørrede og helt friske. De har været brugt som smagsgivere gennem hele historien og utvivlsomt også før. Op gennem middelalderen blev antallet udvidet betydeligt, men i første omgang mest til medicinske formål. Mange krydderurter, herunder de stærke, har den positive bieffekt, at de er bakteriedræbende.^{[kilde mangler]} En del er også fordøjelsesforbedrende.^{[kilde mangler]} Før i tiden, da transport var yderst besværlig, var krydderurter en stor luksus. Mange krydderurter blev transporteret på kamelryg langs Silkevejen fra Orienten til Europa.

I løbet af årene efter 1900 gik brugen af krydderurter af mode.^{[kilde mangler]} I stedet anvendte man pulveriserede, eksotiske krydderier.^{[bør uddybes]} I 1960'erne blev krydderurterne genopdaget samtidig med, at den sydeuropæiske gastronomi for alvor vandt større udbredelse. I Italien, Frankrig og Spanien var urterne aldrig var gået af mode.^{[bør uddybes]} Der er dog stadigvæk mærkbare, regionale forskelle imellem de urter, man helst bruger. Den grundlæggende standard er persille, timian og laurbær.^{[kilde mangler]} I det franske køkken er både estragon og kørvel populært. I England har man en forkærlighed for pebermynte og salvie, mens rosmarin, oregano og basilikum stadig er mest populære i middelhavslandene.

Ofte bruges tørrede krydderurter i form af færdige blandinger: Fines herbes er fx en blanding af persille, kørvel, estragon og purløg. Tilsvarende er herbes de Provence en blanding af timian, rosmarin, laurbær, basilikum og sar (af og til med en smule lavendel), mens herbes venétiennes består af estragon, persille og kørvel. En suppevisk er et gammelt navn for en urteblanding, der kan bestå af persille, timian og laurbær (eventuelt også merian).